Audi A6 e-tron sætter nye standarder for design og rækkevidde blandt premium elbiler
31-07-2024 11:11:08- Første fuldelektriske Audi-model, der fås som Sportback og Avant
- Elegant og kraftfuldt design
- Enestående aerodynamik med cw-værdi på 0,21
- Rækkevidde på over 750 km
- ’Smukke stationcars bærer navnet Avant’, og det lever den nye A6 e-tron virkelig op til! Samtidig er A6 e-tron fuld af innovativ teknologi, og vi har derfor store forventninger til, at danskerne tager godt imod den, siger Rikke Hamilton, direktør for Audi Danmark.
Audi A6 e-tron concept blev i 2021 vist på Auto Shanghai messen som forløberen for en innovativ familie af fuldelektriske modeller. Nu præsenteres Audi A6 e-tron som den første rent elektriske Audi-model, der fås som Sportback og Avant. Som den anden model på PPE-platformen leverer A6 e-tron på de velkendte produktkvaliteter som performance, rækkevidde, effektivitet og opladning. Designet er elegant og kraftfuldt, og interiøret defineres af Audis nye designfilosofi. Afhængigt af udstyrsniveauet tilbyder A6 e-tron mange innovative funktioner, såsom anden generation af virtuelle sidespejle, et panoramaglastag, der bliver uigennemsigtigt med et tryk på en knap, samt oplyste ringe bagpå. A6 e-tron og S6 e-tron kan bestilles fra september 2024 som Sportback og Avant.
Elegant og kraftfuldt design
Karrosseriets rene design fokuserer på dynamik, progressivitet og elegance med en dynamisk taglinje og lavt tyngdepunkt. Det slanke design af kørelysene og den brede kølergrill får A6 e-tron til at fremstå lav og bred på vejen.
Avant’en er også kendetegnet ved en meget flad taglinje, hvor D-stolpen skråner stejlt fremad. Et dekorstykke i aluminiumslook fra A-stolpen til tagspoileren er et nyt, karakteristisk træk ved A6 Avant e-tron og skaber en høj genkendelighed.
Fremragende aerodynamik med cw-værdi på 0,21
Overlegen aerodynamik er en del af Audis lange succeshistorie med bl.a. aerodynamiske helte som Audi 100 (C3) og Audi 80 (B3). Den legendariske cw-værdi af tredje generation af Audi 100 betød, at den blev kaldt "verdensmester i aerodynamik i alle klasser". Med en cw-værdi på 0,30 udkonkurrerede Audi sine konkurrenter i 1982 – og fortsatte med at gøre det i mange år. I dag skriver Audi A6 e-tron et nyt kapitel i denne succeshistorie.
Audi A6 e-tron’s sportslige design bidrager til dens fremragende aerodynamik og sikrer en usædvanlig lav cw-værdi på 0,21 for Sportback, hvilket gør den til den mest aerodynamiske Audi nogensinde og den mest aerodynamiske bil i hele VW-koncernen. Avant opnår også en god cw-værdi på 0,24, hvilket gør den til en af de bedste i sit segment.
Arbejdet med at skabe en model med så lav cw-værdi har været et tæt og respektfuldt samarbejde mellem Audis designere og aerodynamik-eksperter.
Læs mere om hvordan den lave cw-værdi blev opnået
Innovativ lysteknologi
Med den nye Audi A6 e-tron understreger Audi sin førende rolle inden for lysdesign og -teknologi – en væsentlig del af Audis DNA. Lygterne har et tredimensionelt design og tilbyder bl.a. 8 digitale lyssignaturer og anden generation af de digitale OLED-baglygter med car-to-x kommunikationslys som ekstraudstyr.
Med 450 segmenter fordelt på 10 digitale OLED-paneler udvikler lysdesignet sig i stigende grad til en skærm, og lyset fremstår levende og intelligent. Den aktive digitale lyssignatur skabes med dæmpbare segmenter, hvor de enkelte lyssegmenter interagerer på en sådan måde, at lyssignaturens samlede lysstyrke ikke varierer.
Et særligt højdepunkt i den ny Audi A6 e-tron er den udstyrsafhængige belysning af de fire ringe bagpå. Dette understreger i høj grad Audis virksomhedsidentitet og giver den nye A6 e-tron sin helt egen personlighed.
Audi MMI panoramadisplay og digitale sidespejle
Interiøret i Audi A6 e-tron har et tredimensionelt design, der skaber en rumlig arkitektur, som er skræddersyet til brugerne med hensyn til design og ergonomi. MMI-panoramadisplayet består med sit buede design og OLED-teknologi af det 11,9" virtuelle Audi cockpit og det 14,5" MMI-touchdisplay og danner sammen med det 10,9" passagerdisplay (afhængig af konfiguration) en digital scene.
Audi tager et markant skridt fremad inden for displayteknologi med anden generation af augmented reality head-up display (afhængig af konfiguration). Head-up displayet viser relevante oplysninger som hastighed, trafikskilte, assistent- og navigationssymboler.
Den såkaldte "soft wrap" i interiøret strækker sig fra dør til dør over hele instrumentpanelet og skaber en omsluttende rumfornemmelse. Materialerne er udvalgt ud fra et funktionelt perspektiv og sikrer samtidig en klar designdifferentiering af de forskellige områder i interiøret. Komfortorienterede områder er designet med behagelige overflader og bløde materialer, mens betjeningsområder i modsætning hertil understreges af sort højglans af høj kvalitet.
Displayene på de virtuelle sidespejle (tilvalg) er placeret tydeligt synlige i vinklen mellem A-stolpen og dørkarmen. Her skabes også en digital ”wrap”, som strækker sig fra spejl til spejl over hele det digitale instrumentpanel og forbindes via det dynamiske interaktionslys i bunden af forruden.
Avanceret panoramaglastag med aktiverbar gennemsigtighed
Et innovativt panoramaglastag (tilvalg) minimerer direkte sollys og bliver uigennemsigtigt med et tryk på en knap. Dette fungerer med PDLC-teknologi (polymerdispergeret flydende krystal), som kan skifte fra gennemsigtig til uigennemsigtig. Mellem elektrisk aktiverbare glaskomponenter svømmer den flydende krystal, som har givet systemet sit navn. Hvis der ikke tilføres spænding, danner krystallerne et uigennemsigtigt lag. Hvis der tilføres spænding, justeres krystallerne, så glastaget bliver gennemsigtigt. Det kan styres individuelt som et digitalt gardin via en knap i tagmodulet, og man kan vælge mellem fire forudindstillinger.
Nyt infotainmentsystem
Infotainmentsystemet bruger Android Automotive OS som styresystem. A6 e-tron opdaterer sit indhold via over-the-air-opdateringer, og derfor er de nyeste Audi connect-tjenester og den forbedrede e-tron-ruteplanlægger altid opdaterede.
Det nye display- og betjeningskoncept har betydeligt udvidet stemmestyring, og bilens selvlærende stemmeassistent, Audi assistant (endnu ikke dansk sprog), kan styre mange bilfunktioner.
Bang & Olufsen Premium Sound System med nakkestøttehøjttalere (tilvalg) sikrer optimal lyd gennem 20 højttalere med 830 watt effekt. Fire af disse er integreret i forsædernes nakkestøtter og leverer personlig surroundlyd, navigationsmeddelelser og telefonopkald.
Imponerende rækkevidde og opladningsydelse
Kraftfulde og effektive elmotorer og et lithium-ion-batteri på 94,9 kWh (100 kWh brutto), der er nyudviklet til PPE, sikrer en rækkevidde på over 750 kilometer (A6 Sportback e-tron) og over 720 kilometer (A6 Avant e-tron). Med en systemydelse på op til 270 kW i A6 Sportback/Avant e-tron performance giver den nye Audi A6 e-tron en sportslig køreoplevelse. Audi A6 e-tron performance accelererer fra 0 til 100 km/t på 5,4 sekunder og har en tophastighed på 210 km/t.
S6 e-tron giver en systemeffekt på 370 kW (405 kW med launch control). S6 Sportback e-tron og S6 Avant e-tron accelererer fra 0 til 100 km/t på 3,9 sekunder. Tophastigheden er 240 km/t. Dens rækkevidde er over 670 kilometer (S6 Sportback e-tron) og over 640 kilometer (S6 Avant e-tron).
A6 e-tron performance (270 kW) med baghjulstræk og S6 e-tron (370 kW) med quattro firehjulstræk, begge som Sportback og Avant, vil være tilgængelige ved lanceringen. Yderligere modeller med baghjulstræk eller quattro firehjulstræk følger på et senere tidspunkt.
800-volts-teknik og en maksimal DC-ladeeffekt på 270 kW gør, at A6 e-tron ved en HPC-ladestander kan lade op til 310 kilometers ekstra rækkevidde på kun 10 min. På 21 min. øges bilens State of Charge (SoC) fra 10 til 80 %, hvilket afspejler ladekurven, der leverer på konstant højt niveau i første halvdel af opladningsprocessen. En intelligent og forudseende termostyring er en væsentlig forudsætning for disse ladepræstationer. Med Plug & Charge autoriserer bilen sig selv på kompatible ladestationer, når ladekablet tilsluttes, og aktiverer dermed opladningsprocessen.
Det avancerede rekuperationssystem er en vigtig komponent i at øge effektiviteten og rækkevidden af A6 e-tron. Dette system kan håndtere omkring 95 procent af de daglige bremseprocesser. A6 e-tron rekupererer op til 220 kW.
Som det er typisk for Audi, har A6 e-tron mulighed for to-trins rekuperation, som kan justeres ved hjælp af skiftepadlerne på rattet. Det er også muligt at coaste, hvor bilen ruller, når føreren tager foden fra speederen. En anden mulighed er at skifte gearvælgeren til ”B”, hvilket giver "one-pedal-drive" og den kraftigste rekuperation.
Præcis køredynamik
Det typiske Audi-DNA er også tydeligt i undervognen. Den direkte afstemte foraksel har stor indflydelse på køredynamikken i A6 e-tron og får bilen til at føles særlig adræt. Den adaptive luftaffjedring (ekstraudstyr) giver bilen en bred spændvidde mellem høj langturskomfort og sportslige køreegenskaber.
quattro firehjulstrækket i Audi S6 e-tron forbedrer køredynamikken med en meget variabel momentfordeling. Elmotorernes forskellige dimensioner på bag- og forakslen muliggør bagaksel-fokuseret momentfordeling selv ved fuld belastning. Audi S6 e-tron og A6 e-tron er udstyret med forskellige størrelser dæk på for- og bagakslen, hvilket forbedrer stabiliteten og sportsligheden yderligere.
Førerassistentsystemer giver øget trafiksikkerhed
Med førerassistentsystemerne i A6 e-tron tilbyder Audi en lang række funktioner, der gør hverdagen lettere og øger trafiksikkerheden betydeligt for alle trafikanter. Bakkamera, vejskiltebaseret hastighedsbegrænser, kamerabaseret vejskiltegenkendelse, adaptiv fartpilot, parkeringsassistent plus med afstandsvisning og forstyrrelses- og træthedsadvarsel kommer som standard ved markedsintroduktionen.
Audi A6 e-tron i Danmark
A6 e-tron og S6 e-tron, begge som både Sportback og Avant, kan bestilles i september 2024 og lanceres på det danske marked omkring årsskiftet. Yderligere modeller med baghjulstræk og quattro følger på et senere tidspunkt. Danske priser, rækkevidde, forbrug og udstyr er ikke fastlagt endnu.
- ”Stationcars har i mange år været danskernes favorit, og siden A6 e-tron konceptbilen blev vist, har vi hos Audi i Danmark fået mange henvendelser fra danskere, der gerne ville have en A6 e-tron. Vi har derfor virkelig set frem til at kunne præsentere A6 e-tron som både Avant og Sportback,” siger Rikke Hamilton, direktør for Audi Danmark. ”Hos Audi siger vi, at ’smukke stationcars bærer navnet Avant’, og det lever den nye A6 e-tron virkelig op til! Samtidig er A6 e-tron fuld af innovativ teknologi, og vi har derfor store forventninger til, at danskerne tager godt imod den.”
Se flere fakta om Audi A6 e-tron i vedhæftede dokument
Se flere info, billeder og video på Audi MediaCenter
Forbrugsangivelser og rækkevidder for de nævnte modeller (i Tyskland)
Audi A6 Sportback e-tron performance
Strømforbrug ved blandet kørsel: 15,9-14,0 kWh/100 km
Rækkevidde: op til over 750 km
Audi A6 Avant e-tron performance
Strømforbrug ved blandet kørsel: 17,0-14,8 kWh/100 km
Rækkevidde: op til over 720 km
Audi S6 Sportback e-tron
Strømforbrug ved blandet kørsel: 16,7-15,7 kWh/100 km
Rækkevidde: op til over 670 km
Audi S6 Avant e-tron
Strømforbrug ved blandet kørsel: 17,4-16,4 kWh/100 km
Rækkevidde: op til over 640 km
Der tages forbehold for eventuelle ændringer og fejl.