Audi præsenterer rekordresultat for 2022 og samler centrale områder som ESG og digitalisering under CEO’en

17-03-2023 10:20:06

Audi koncernen afsluttede regnskabsåret 2022 med et rekordresultat, og samtidig har koncernen sat yderligere fart på udviklingen mod at blive en førende udbyder af opkoblet og fuldt elektrisk premiummobilitet. Omsætningen steg med 16,4 % til en ny rekord på 61,8 mia. euro, mens driftsresultatet steg næsten 40 % til et historisk højt niveau. De væsentlige årsager til den stærke økonomiske præstation omfatter blandt andet en konsekvent krisestyring i et år præget af mange globale udfordringer, en god prispositionering samt stærke resultater fra mærkerne Bentley, Lamborghini og Ducati. Antallet af leveringer af fuldt elektriske modeller steg også kraftigt i 2022. Audi kommer i 2023 til at starte den største modeloffensiv i mærkets historie startende med Q6 e-tron. Det bliver den første model, som er baseret på Premium Platform Electric (PPE).

”Med vores strategi ’Vorsprung 2030’ har vi de rigtige svar også i tider med flere kriser på én gang”, siger Markus Duesmann, som er CEO hos AUDI AG. ”Hos Audi har vi fuldt fokus på bæredygtighed, og vi fremmer systematisk digitaliseringen og elektrificeringen af vores produkter.”

Leveringer næsten på niveau med året før
Mærkegruppen* med Audi, Bentley, Lamborghini og Ducati udleverede i regnskabsåret 2022 i alt 1.638.638 (2021: 1.688.978**) biler og 61.562 (2021: 59.447) motorcykler. Til trods for store udfordringer i logistik- og leverandørkæden især i første halvår holdt udleveringstallene for hele regnskabsåret sig næsten på niveau med året før takket være en stærk præstation i andet halvår. I 2022 udleverede mærket Audi 1.614.231 (2021: 1.680.512) biler til kunderne.

Fortsat stærk vækst inden for elbiler
I 2022 oplevede Audi koncernen igen en stærk fremgang i udleveringer af fuldt elektriske modeller med en stigning på 44%. Med lanceringen af Premium Platform Electric (PPE) understreger Audi sine ambitioner om at være den førende udbyder af opkoblet og fuldt elektrisk premiummobilitet. Platformen er udviklet i samarbejde med Porsche og udgør en vigtig komponent i udvidelsen af det globale udvalg af eldrevne Audi modeller. Med den fremtidige modelrække Q6 e-tron vil koncernens første serieproducerede model baseret på PPE blive præsenteret i anden halvdel af 2023.

Rekordhøj omsætning
I regnskabsåret 2022 landede Audi koncernens omsætning på 61.753 (2021: 53.068) mio. euro. Stigningen på 16,4 % skyldes primært en stærk prispositionering samt konsolideringen af mærket Bentley den 1. januar 2022. Når det gælder modellerne, var det især de fuldt elektriske modeller Audi Q4 e-tron, Audi e-tron GT quattro samt Audi e-tron, der var medvirkende til denne stigning. Også omsætningen fra modelrækkerne Audi A3 og Audi Q5 var stærkt medvirkende til omsætningsstigningen.

Driftsresultatet for Audi koncernen landede på 7.550 (2021: 5.498) mio. euro, hvilket udgør en vækst på 37,3 %. Ud over en stærk præstation på markedet var positive effekter fra råstofsikringer i væsentlig grad medvirkende til dette rekordresultat.

Fokus på ESG i alle virksomhedens beslutninger
CEO Markus Duesmann: ”For at vi har et fremtidssikret setup i forandrede omgivelser, vil vi tilpasse vores organisationsstruktur. Vi styrker centrale områder som ESG, digitalisering og nye forretningsmodeller endnu mere, ved at vi samler dem som et ansvarsområde under den administrerende direktør.”

Allerede i forbindelse med regnskabsåret 2021 besluttede Audi koncernen frivilligt at rapportere sine nøgletal i henhold til EU's taksonomi. Dermed understreger virksomheden betydningen af ESG-bæredygtighedskriterierne (Environment, Social and Governance), som er forankret i virksomhedsstrategien ”Vorsprung 2030”.

For at gøre den store betydning af en bæredygtig udvikling i henhold til ESG-kriterierne transparent og synlig, er AUDI AG i gang med at få udført en omfattende ESG-rating fra et uafhængigt ratingagentur. Resultatet af denne rating forventes at blive offentliggjort i foråret 2023.

For at have et bæredygtigt og fremtidssikret setup satser AUDI AG desuden på cirkulær økonomi som grundlag for koncernens bilrelaterede værdikæde. Audi vil løbende øge andelen af genanvendt materiale i Audi flåden i de kommende år. På den måde kan virksomheden reducere sine modellers miljømæssige aftryk. Samtidig kan den direkte adgang til sekundære materialer i fremtiden medvirke til en forbedret forsyningssikkerhed. I oktober 2022 startede Audi pilotprojektet MaterialLoop sammen med 15 partnere fra forskning, recycling-branchen og underleverandørindustrien. I forbindelse med projektet har Audi adskilt ca. 100 udrangerede biler. I samarbejde med partnerne undersøger virksomheden mulighederne for at genanvende materialer fra biler, som har nået slutningen på deres livscyklus, til produktion af nye biler. Det er kun et af en lang række projekter omkring cirkulær økonomi hos Audi. Allerede i dag har fabrikkerne i Neckarsulm, Ingolstadt og Győr i Ungarn samt Volkswagen fabrikken i Bratislava implementeret det såkaldte Aluminium Closed Loop.

Markus Duesmann: ”Vi er helt bevidste om vores ansvar, når det gælder omgang med ressourcerne. Derfor spiller den cirkulære økonomi en afgørende rolle for os.”

Med ca. 28 mia. euro vil virksomheden i perioden fra 2023 til 2027 anvende to tredjedele af sine samlede investeringer på de fremtidsorienterede emner elektrificering og digitalisering. Markus Duesmann: ”Et setup med fokus på bæredygtige målsætninger vil præge vores ageren på kort, mellemlangt og langt sigt. De fremtidige investeringer på baggrund af den aktuelle planlægningsrunde bekræfter denne tydelige kurs.”

Udsigterne for regnskabsåret 2023
”Audi har i 2022 til trods for udfordrende globale rammebetingelser bevist en stor økonomisk styrke og opnået nye rekordtal for omsætning og driftsresultat”, siger Audi CFO Jürgen Rittersberger. ”Med dette resultat kan vi være optimistiske omkring også i fremtiden at opnå vores ambitiøse strategiske målsætninger.”

Markus Duesmann: ”Vi står foran den største modeloffensiv i vores historie. Frem mod 2025 vil vi præsentere over 20 nye modeller, heraf mere end 10 elektriske. Vores vej går i retning af 100 % elektrisk mobilitet. Frem mod 2027 vil vi tilbyde en rent elektrisk bilmodel i alle kernesegmenter. Som elektrisk indstigningsmodel har vi besluttet at lancere en ny model under Audi Q4 e-tron.”

Links
Statement fra AUDI AG CEO Markus Duesmann ved Audis Annual Media Conference 2023 (03:07)
Optagelse af Audis Annual Media Conference 2023 (01:04:50)
Yderligere information, billeder og video fra Audis Annual Media Conference 2023
Yderligere informationer og detaljer om regnskabsåret 2022 hos Audi kan ses i den nye Audi Report 2022

*Premium Brand Group beskriver Audi koncernen med mærkerne Audi, Bentley, Lamborghini og Ducati. Begreberne ”Audi koncernen” og ”Premium Brand Group” anvendes her synonymt.
**Bentleys tal fra det foregående år er ikke medtaget i Audi koncernens nøgletal.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk

Tilbage